Vild aften: Ung mand stjæler bus i narkobrandert

En 26-årig mand havde måske en lidt for vild aften, da han påvirket af narko valgte at stjæle en bus og ræse afsted

Det gik i vildt for sig, da Midt- og Vestsjællands Politi natten til mandag klokken 01.41 modtog en anmeldelse om, at en bus var kørt ind i et busskur på Hundige Stationsvej i Greve.

Da betjente kom frem, var bussen allerede kørt fra uheldsstedet, men politiet kom i kontakt med en buschauffør, som kunne oplyse, at hans bus var blevet stjålet, mens han holdt pause.

Efter uheldet var bussen fortsat i retning mod Solrød, men på Jersie Strandvej eftersatte en patrulje det store køretøj og fik den bragt til standsning.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i politikredsens døgnrapport.

I bussen fandt politiet en 26-årig mand med ukendt adresse, som i sin narkobrandert havde valgt at stjæle køretøjet.

En narkometertest viste, at manden var påvirket af kokain, og han blev derfor sigtet for tyveri af bussen og for narkokørsel.

Den 26-årige mand blev efterfølgende indlagt på hospitalet på grund af sin mentale tilstand.

Buschaufføren er desuden blevet sigtet for at efterlade bussen på en måde, så den ikke var sikret mod tyveri.